Om Epilepsihospitalet
Epilepsihospitalet Filadelfia er Danmarks eneste specialhospital for epilepsi. Vi modtager epilepsipatienter fra hele Danmark til undersøgelse og behandling. Epilepsi kan komme til udtryk på mange måder og have forskellige årsager. Derfor kan det i en del tilfælde være svært at stille en præcis diagnose og give den rette behandling.
Helhedsforståelse af epilepsi
Epilepsihospitalet har særlig mulighed for at tilbyde epilepsipatienter behandling, fordi vores læger, plejepersonale, psykologer, socialrådgive¬re, ergo- og fysioterapeu¬ter og diætister har stor ekspertise inden for epilepsi. Vores faggrupper samarbejder efter konceptet comprehensive epilepsy care, hvilket betyder, vi får en helhedsforståelse af vores patienters sygdomshistorie. Det tværfaglige samarbejde garanterer patienterne det bedst mulige behandlingsforløb.
Undersøgelse og behandling
Vi modtager epilepsipatienter i alle aldre efter lægelig henvisning til en ambulant konsultation eller indlæggelse. Indlæggelse finder sted på en af Epilepsihospitalets fem korttidsafdelinger, som tilsammen råder over 67 senge.
Ved undersøgelsen af patienterne er hospitalets laboratorium og neurofysiologiske afdeling af stor betydning, når vi skal stille den præcise diagnose. Under indlæggelsen har vi hele tiden fokus på patienternes sikkerhed. Patienter, der har særlig risiko for anfald, kan derfor overvåges.
7 ud af 10 personer med epilepsi, bliver helt anfaldsfrie med medicin, som derfor også er langt den mest udbredte behandlingsmetode. Hvor medicinen ikke har nogen virkning, kan kirurgi helt eller delvis fjerne anfald hos udvalgte patienter med svær epilepsi. Epilepsihospitalet deltager sammen med Rigshospitalet i udredningen og opfølgningen af patienter, der skal opereres for epilepsi.
På Epilepsihospitalet foretager vi også kontrol af nervus vagus stimulator-behandling. Ved denne behandling indsættes et lille apparat under venstre kraveben eller ved venstre armhule. Apparatet forsyner nerven Nervus Vagus med elektriske impulser – ligesom en pacemaker giver elektrisk stimulation til hjertet. Denne metode kan halvere hyppigheden af anfald hos 30-50 % af patienter, hvis epilepsi er svær at behandle.
Ketogen diætbehandling kan også indgå i Epilepsihospitalets behandling af børn og voksne med epilepsi.
Epilepsihospitalet har Center for Neurorehabilitering – Kurhus, som tilbyder specialiseret behandling og genoptræning af personer, der har moderate til svære følger efter hjerneskade.
Epilepsihospitalet driver også en søvnklinik, som er placeret i den moderne neurofysiologiske afdeling. Her tilbyder vi også neurofysiologiske undersøgelser til patienter i Region Sjælland.
Forskning i front
Epilepsihospitalet er landets eneste specialhospital for epilepsi. Det er derfor vigtigt, at være med til at præge udviklingen inden for epilepsiområdet. Vi satser meget på forskning og har etableret en forskningsenhed, som er med til at skabe mere viden om epilepsi og derved forbedre undersøgelsen og behandlingen af epilepsi og tilgrænsende lidelser.