Filadelfia frem mod 2014
Hvor skal Filadelfia være i 2014? Det spørgsmål har den nyligt tiltrådte adm. direktør Jens-Otto Skovgaard Jeppesen stillet ledere og medarbejdere på Filadelfia. Spørgsmålet har også været stillet Filadelfias bestyrelse, som har givet accept til, at direktionen iværksætter en udredningsproces, der skal munde ud i en udviklingsplan for Filadelfias samlede organisation.
”Filadelfia blev sidste år udfordret udefra og oplevede det som med rette kan benævnes en brændende platform. Epilepsihospitalet blev udfordret på sine samlede behandlingspakker for epilepsiramte, hjerneskadede og multihandicappede. Epilepsihospitalet blev iagttaget på ligheder og forskelle til offentlige sygehuse. Både behandlingspakkerne og sammenligningen med det offentlige sygehusvæsen blev adresseret med økonomien som hovedpunkt på dagsordenen. Det er stadigt så kort tid siden, at varmen endnu kan mærkes i ryggen. Derfor er det også netop nu, vi skal tage ved lære, rejse os og se fremad,” påpeger Filadelfias adm. direktør Jens-Otto Skovgaard Jeppesen – og fortsætter;
”Løsningerne skal findes i Filadelfias organisation. Filadelfia skal lytte til omverdenen og forventningerne herfra. Integrere forventningerne konstruktivt i en intern udviklings- og fornyelsesproces og sætte mål og krav til os selv for de nærmeste års udvikling, siger Jens-Otto Skovgaard Jeppesen.
Fælles mål
”Det er vigtigt, at Filadelfias ledelse og medarbejdere arbejder ud fra samme kurs og mod de samme mål. Vi skal alle tage ansvar for egen udvikling og nytænkning. I fællesskab skal vi vise, at Filadelfia har evnen til aktivt at forny sig,” fastslår Jens-Otto Skovgaard Jeppesen.
At finde ind til Filadelfias kerne og fremtidige vision er et væsentligt omdrejningspunkt for udredningsprocessen.
”Epilepsihospitalet er naturligt kernen i Filadelfia. Men gennem årtier har Filadelfia udviklet sine kompetencer og tilbyder foruden specialiseret diagnostik og behandling på højt niveau også en række yderligere opgaver og kompetencer i tilknytning til epilepsibehandling. Hvordan skal og kan vi som organisation nyttiggøre og udvikle vore kompetencer og patienttilbud inden for hjerneskader og neurorehabilitering? Hvad med den velkendte specialundervisning og psykologirådgivning? Hvad med vores botilbud til de epileptikere, som ikke umiddelbart mestrer egen situation uden væsentlig støtte i det daglige. Vigtige spørgsmål som skal og må vurderes, så vi kan lægge den rigtige kurs for de kommende års udvikling og synliggørelse. Filadelfia har rigtigt meget godt at bidrage med til det danske sundhedsvæsen,” siger Jens-Otto Skovgaard Jeppesen.
Udredningsprocessen er i gang. Der er nedsat en visionsgruppe og andre centrale strategiske tiltag fra direktionens side for at sikre de bedste fremadrettede løsninger sammen med ledere og medarbejdere. Et er sikkert – større åbenhed og synlighed er vigtigt – både interne og eksterne.
Desuden skal udredningsprocessen sikre et styrket patientfokus. En prioritering af yderligere forskning og udvikling skal fastholde og styrke Filadelfias ekspertise til gavn for de mange patienter og brugere, som vores virke er rettet imod.
Planen er, at der i juni 2012 ligger en vision med 3-4 strategier, som danner grundlaget for Filadelfias udviklingsplan frem mod 2014.